Det er nu noget tid siden jeg har været på bloggen, men nu
har jeg besluttet at jeg vil skrive et par ord om mine første oplevelser og
indtryk jeg har fået i min første tid her i Kullorsuaq. I der læser dette skal
huske at det der bliver skrevet her, er mit syn på tilværelsen her og ikke
noget reelt facit. De oplevelser jeg allerede har fået nu er helt sikkert noget
jeg putter i rygsækken og tager med mig hjem til DK, min horisont er blevet
udvidet med flere længder på godt og ondt. Der skal ikke herske nogen tvivl om
at dette sted har sat sig som en tatovering i mit hjerte.
Et af de første ting der skete da jeg kom her til var, at
jeg blev fuldstændig opslugt af den fantastiske og rå natur, som står næsten
som vor herre skabte den i tidernes morgen, dejligt at komme til et sted som
ikke er fuldstændig ødelagt af mennesker. Isbjergene og udsigten til indlandsisen
får mig til at føle en for mig hidtil ukendt følelse af ydmyghed, som jeg ikke
havde troet jeg skulle opleve. Inden jeg tog af sted havde jeg sagt til dem der
hjemme ”Når jeg har set en hval og nordlyset, har jeg set det jeg vil.” Hvor
var det bare naivt! Nu har jeg set en hval og mangler ”kun” nordlyset. Men jeg
er bestemt ikke færdig.
Oplevelsen af hvordan børnene begår sig på de glatte klipper
ved det iskolde hav når de fisker og hvordan de står med åbne jakker på et af
de højeste steder helt ude ved kanten af klippen når det stormer, for at blive
blæst omkuld, er meget tankevækkende, de er ikke bange for naturen og heller
ikke bange for at begå sig i den. Her er der ingen faste spisetider og hvis
børnene kan, er de ude sammen hele dagen, de har et stærkt og helt umiddelbart
bånd imellem sig på kryds og tværs mellem årgang og klassetrin, de står sammen
og bag hinanden til hver en tid. Her er der ikke brug for nogen mobbepolitik,
her er der ingen der griner af huller i tøjet eller tænderne. Der er en herlig
form for selvironi og man giner utrolig meget sammen med hinanden, ikke af
hinanden.
Her er der ingen slankekure nærmest det modsatte, nemlig
kaffemik. Det er uhøfligt hvis man ikke spiser både varmt mad og kage bagefter.
Alle kan besøge hinanden og man er meget social. For at komme med et eksempel
så får man besøg af sine elever dagligt, de elsker at sidde og spille spil eller
se film i ens stue og bare være. Det er sgu fedt, men også krævende for en
dansker der ar vandt til at sidde og pille navle der hjemme. Der er stadig
mange udkrævende regler jeg ikke har helt styr på endnu, men Rom blev ikke
bygget på en dag. Status på mit grønlandske, jeg kan nu 32 ord og en masse
fagter.
En helt anden ting er alt det praktiske, nettet,
telefonforbindelsen og tv signalet er utroligt ustabilt engang imellem ryger
forbindelsen/strømmen/signalet. Så afgørelsen i mentor kom i etaper, MEGET
træls. Hvis man vil købe noget udover det sædvanlige, skal man regne med der
går i gennemsnit en måned før det kommer. Alle goder som normalt ligger lige
rundt om hjørnet, er der ikke. Her slutter man selv vaskemaskinen til og man
skal nogen gange være en smule kreativ i sine løsninger på praktiske problemer.
Her er det vigtigt at man har et netværk og at man plejer det.
Ja jeg har gjort et bevidst valg ikke at fokusere på det
negative, hvilket også er en vigtig del af livet her. Konklusionen ind til
videre er at det er okay at bryde sine vaner og komme ud af sin sikkerhedszone
der hjemme og prøve noget nyt.